Formel M
 
 
 

Nyhed

Stor interesse for smart mobilitet

8 Marts 2016
27 virksomheder mellem Vallensbæk og Lyngby er gået sammen om at fremme medarbejdernes mobilitet under og efter anlæggelsen af Hovedstadens Letbane. Hvorfor kan du læse her

Illustration: Hovedstadens Letbane
 
En høj grad af mobilitet og tilgængelighed er afgørende for at fremme vækst og tiltrække kvalificeret arbejdskraft, mener virksomhederne beliggende langs den kommende letbane. De har derfor tilsluttet sig netværket  ’Smart Mobility in Loop City’, hvor virksomheder, kommuner, Region og trafikselskaber samarbejder om at fremme smart og grøn mobilitet under og efter anlæggelsen af Hovedstadens Letbane.
 
Novozymes: Kortlægning giver bedre grundlag 
For at skabe overblik over hvor mange medarbejdere, der kan blive berørt af det fremtidige anlægsarbejde, har 20 virksomheder valgt at kortlægge medarbejdernes transportvaner ved brug af en transportundersøgelse. En af dem er Novozymes i Bagsværd.
 
”For det første er vi klemt på parkeringsareal. For det andet giver medarbejderne udtryk for, at morgen- og eftermiddagstrafikken er belastet. Med en transportundersøgelse i hånden vil vi have et bedre grundlag for at få trafikken i lokalområdet til at fungere. Og vi vil vide mere om, hvordan vi kan motivere medarbejderne til at transportere sig bæredygtigt,” fortæller Preben Ravn Sørensen, senior project manager i Novozymes.  
 
Udvikling af fælles løsninger
Smart Mobility in Loop City er et netværk for virksomheder, der ønsker at holde sig orienteret om letbanebyggeriet og som gerne vil have hjælp til at understøtte medarbejdernes brug af cykel, tog, bus eller samkørsel. I netværket vil virksomhederne udvikle lokale, sammenhængende og smarte transportløsninger, der fremmer deres medarbejderes mobilitet og dermed arbejdsglæde. 
 
BO-VEST vil være på forkant
Boligselskabet BO-VEST i Albertslund er én af de arbejdspladser, der gerne vil have inspiration til, hvordan de får flere medarbejdere til at lade bilen stå hjemme under og efter anlæggelsen af Hovedstadens Letbane. 
 
 ”Stort set al trafik til og fra BO-VESTs hovedkontor går over eller via ring 3, så der er ingen tvivl om at etablering af letbanen vil påvirke os i BO-VEST.  Vi vil gerne være på forkant med udviklingen og allerede nu se, hvad vi kan gøre for at forberede os på de trafikale udfordringer, som letbanebyggeriet  vil medføre for vores medarbejdere, beboere og gæster i huset. Samtidigt ser vi samarbejdet som en mulighed for at iværksætte nye initiativer, der kan gøre det lettere at vælge bilen fra og cykel, tog eller bus til,” fortæller Ulrik Brock Hoffmeyer, direktør i BO-VEST.
 
Dansk Avistryk vil fremme fælles løsninger
I Glostrup deltager virksomheden Dansk Avistryk, der trykker aviser som Politiken, Jyllands-Posten, Ekstrabladet og MetroXpress og Ingeniøren. Virksomhedens 70 ansatte arbejder i treholdsskift hvilket betyder, at mange medarbejdere kører til og fra job om natten. 
 
”Næsten samtlige af vores medarbejdere kører i bil hertil, da det er for svært at komme frem med den offentlige transport uden for den normale myldretid. Jeg er sikker på, at vi kunne motivere langt flere til at lade bilen stå hjemme, hvis der var et større mix af mobilitetsløsninger i området. Det kunne for eksempel være muligheden for at låne en delecykle. Vi er gået ind i netværket for at stimulere, at den slags løsninger bliver udviklet,” fortæller  produktions- og salgsdirektør Flemming Pedersen.


Gate 21   |   Vognporten 2   |   DK -2620 Albertslund   |   Telefon: 4368 3400   |   gate21@gate21.dk
 
   

Projektet er støttet af